1. Anvendelse
Nærværende almindelige salgs- og leveringsbetingelser for EVENTTECH ApS (herefter benævnt "EVENTTECH") er gældende for leverancer, tjenesteydelser m.v. fra EVENTTECH, medmindre de udtrykkeligt er fraveget eller modificeret ved anden skriftlig aftale.
2. Levering og leveringstid
Ethvert af EVENTTECH meddelt leveringstidspunkt er anslået efter bedste skøn og ikke bindende for EVENTTECH, medmindre det i aftalen udtrykkeligt er specificeret, at der er tale om en fast leveringstid for hele ydelsen eller delelementer af denne. Levering af EVENTTECH konsulentbistand anses for sket, når EVENTTECH har anvendt tid i forbindelse med ydelsen, uanset om det leverede indeholder mindre fejl og mangler. Er der udtrykkeligt aftalt en fast leveringstid, er EVENTTECH berettiget til at forlænge denne med indtil 15 arbejdsdage regnet fra udløbet af den fastsatte leveringstid. Overskrider EVENTTECH den forlængede leveringstid, er Kunden berettiget til at hæve aftalen for den del af leverancen, der er udsat for forsinkelse. Kunden kan ikke gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning af den opståede forsinkelse, og er således afskåret fra at gøre krav på erstatning af nogen art, herunder erstatning for driftstab, følgeskader eller anden indirekte skade. Forårsages EVENTTECH’s forsinkelse af forhold, for hvilke Kunden er ansvarlig, herunder eksempelvis Kundens ændring af konfiguration eller kravspecifikation, forsinkelse med levering af tekniske specifikationer eller andre oplysninger, eller udskiftning af Kundens ansvarlige nøgleperson, udskydes EVENTTECH’s leveringsfrist med det antal dage, som modsvarer den opstået forsinkelse.
3. Betaling
Købesummen for HW og implementeringsydelser forfalder til betaling ved levering, og sidste rettidig betalingsdag er 8 dage efter, at levering har fundet sted. For leverencer med månedlig betaling, forfalder betaling i henhold til fremsendte faktura for den enkelte løsning. Kunden kan ikke foretage modregning i købesummen eller månedlige betaling ved krav hidrørende fra andre retsforhold, og Kunden kan ikke udøve tilbageholdsret eller nægte betaling på grund af forsinkelse, reklamation eller modkrav hidrørende fra den konkrete leverance.
4. Ejendomsforbehold
EVENTTECH har ejendomsretten til enhver HW leverance, indtil den fulde købesum med tillæg af renter og omkostninger er betalt.
5. Tavshedspligt
EVENTTECH og dettes personale skal iagttage ubetinget tavshed overfor uvedkommende tredjemand med hensyn til oplysninger vedrørende Kundens eller andres forhold, som de kommer til kundskab om i forbindelse med de leverancer, tjenesteydelser m.v., som denne kontrakt omhandler, såfremt hemmeligholdelse i sagens natur er påkrævet eller bliver foreskrevet. Tavshedspligten er tillige gældende efter kontraktens ophør, uanset årsagen til ophøret. Såfremt Kunden ønsker, at EVENTTECH skal være i besiddelse af dennes kodeord, er EVENTTECH forpligtet til at opbevare disse krypteret med adgang kun for betroede medarbejdere.
6. Garanti
EVENTTECH giver Kunden garanti svarende til den, som EVENTTECH har modtaget fra EVENTTECH’s underleverandører/producenter. Der henvises til de enkelte underleverandørers/producenters til enhver tid gældende garantibestemmelser. Der ydes ikke anden garanti fra EVENTTECH’s side, medmindre dette er udtrykkeligt aftalt.
7. Reklamation og mangler
Kunden er forpligtet til straks efter modtagelsen af en leverance at foretage kontrol af ydelsen samt at undersøge denne for eventuelle mangler. Konstaterer Kunden mangler, skal Kunden straks skriftligt reklamere til EVENTTECH med specifikation af de mangler, der gøres gældende. Reklameres der ikke rettidigt, er retten til at gøre mangler gældende bortfaldet. Ethvert mangelskrav, uanset art, skal være gjort gældende indenfor to år efter leveringstidspunktet. Undlader Kunden dette, kan Kunden ikke efterfølgende påberåbe sig manglen. EVENTTECH’s ansvar for fejl og mangler er altid og i enhver situation begrænset til efter EVENTTECH’s valg enten at foretage omlevering, afhjælpning eller at meddele Kunden et af EVENTTECH fastsat forholdsmæssigt afslag. Kunden kan ikke gøre andre mangelsbeføjelser gældende. EVENTTECH er uden ansvar for, om de af Kundens forventede resultater opnås, med mindre EVENTTECH skriftligt og udtrykkeligt har påtaget sig et sådant ansvar.
8. Produktansvar
For produktansvar er EVENTTECH ansvarlig i henhold til reglerne i produktansvarsloven.
9. Begrænset hæftelse
EVENTTECH hæfter, uanset på hvilket grundlag et krav rejses og uanset graden af uagtsomhed, ikke for indirekte tab eller følgeskader som eksempelvis driftstab, avancetab, tab af data eller omkostninger i forbindelse med reetablering heraf, tab af goodwill, forvanskning af meddelelser, tab af forventet besparelse og lignende. EVENTTECH’s ansvar for ethvert tab eller skade er beløbsmæssigt begrænset til det beløb, Kunden har erlagt for den ydelse (eller mangel på samme), hvorpå kravet er baseret. Uanset størrelse af vederlaget for ydelsen, er EVENTTECH’s samlede erstatningsansvar beløbsmæssigt maksimeret til 50.000 kr.
10. Markedsføring
EVENTTECH er berettiget til i eget markedsføringsmateriale at anvende Kunden og det leverede som reference, herunder eventuelt med en kort beskrivelse af projektforløbet.
11. Force majeure
EVENTTECH er ikke ansvarlig overfor kunden, såfremt misligholdelse m.v. skyldes forhold uden for EVENTTECH’s kontrol, herunder men ikke begrænset til oversvømmelser, ildebrand, krig, strejke og lockout, terroraktioner, naturkatastrofer, vareknaphed, mangler eller forsinkelse ved leverance fra underleverandører, manglende transportmuligheder, valutarestriktioner, import - og eksportrestriktioner, dødsfald, sygdom eller fratræden af nøglepersoner, edb-vira eller andre omstændigheder, som EVENTTECH ikke er direkte herre over. I dette tilfælde er EVENTTECH berettiget til at udskyde levering, indtil opfyldelseshindringen er ophørt eller alternativt ansvarsfrit annullere aftalen helt eller delvist.
|